Advokatfirmaet Collin I/S
2. december 2014

Bobehandling og testamenter der involverer udlandsdanskere/udlændinge samt hjemtagelse af dødsboaktiver i udlandet, herunder boafgift

Af: advokat Bent-Ove Feldung

Disposition

  1. Testamenter
    a) Danske og nordiske statsborgere, der opretter testamenter
    b) Testatorer udenfor Norden
  2. Selve bobehandlingen
    a) Nordiske statsborgere/domicil i Norden
    b) Statsborgere med domicil udenfor Norden
  3. Boafgift/skat i boer og af udbetalinger fra udenlandske fonde/gaveafgift/i øvrigt

1. Testamente

Ad 1 a – danske og nordiske statsborgere, der opretter testamenter

Danske testamentsregler

Er testator bosat i Danmark, og er testamentet oprettet her, gælder den danske arvelovs regler om oprettelse af testamenter, og der kan henvises til min artikel om arveret/dødsboer på vores hjemmeside www.homannlaw.dk og videre til arvelovens kap. 11, der kan ses via linket i afsnit 2. Om testamenter, se i øvrigt www.borger.dk.

Testamentsregler i de nordiske lande

For så vidt angår testamenter, oprettet i øvrigt i de nordiske lande, gælder, at disse har accepteret Den Nordiske Dødsbokonvention (se link www.retsinformation.dk). Denne gælder dødsboer, hvor afdøde var statsborger og havde bopæl i én af de nordiske stater. Det fremgår af konventionen, at såfremt et testamente gyldigt er oprettet i et af disse lande, er testamentet også gyldigt i et andet nordisk land.

Det fremgår videre af konventionens artikel 1, stk. 1, at udgangspunktet er, at det er arveloven i den stat, hvor afdøde havde bopæl på dødsfaldstidspunktet, der finder anvendelse. Når dette er anført, hører det med til bedømmelsen, at det for eksempel i Danmark oprettede testamente, som nu påberåbes i et andet nordisk land, vil få betydning. Jeg kan dog kun tilråde, at en testator ved flytning til et andet nordisk land konsulterer en herboende advokat, idet der i de nordiske landes respektive arvelovgivninger kan være markante forskellige på for eksempel hvem, der betragtes som tvangsarving.

Ad 1 b – testatorer udenfor Norden

Med hensyn til testamenter, oprettet i lande uden for de nordiske lande, er udgangspunktet Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner. Ifølge sin ordlyd gælder konventionen generelt, hvad enten testator er statsborger i én af konventionsstaterne eller ej. I Torben Svenné Schmidts bog ”International Person-, Familie- og Arveret” er der et fyldigt referat af, hvilke bestemmelser, konventionen indeholder og også en gengivelse af formålet med konventionen, der i videst muligt omfang kom til verden som et forsøg på at begrænse mulighederne for i et land under påberåbelse af formmangler at få tilsidesat et testamente, oprettet i et andet konventionsland.

Eksempel: Tyskland har tiltrådt Haagertestamentskonventionen, og den har været gældende ret i Tyskland siden 1974. Et testamente, som er gyldigt oprettet i et land omfattet af konventionen(alle formalia skal være opfyldt) vil derfor også gælde i Tyskland. Når dette er anført, ”skader” det måske ikke også at oprette et ”tillægstestamente” i Tyskland. Der kan jo være praktiske grunde til det.

Se også den interessante hjemmeside www.successions-europe.eu, der omhandler regler om oprettelse af testamenter i en lang række europæiske lande, og hjemmesiden er både på engelsk, tysk og fransk, og hjemmesiden drives af Notaries of Europe som et Europakommissionsprojekt. Overskriften på hjemmesiden er ”arv i Europa” og omhandler 27 europæiske lande.

Særligt om lovvalg og det europæiske arvebevis gælder forordning 650/210 af 4/7 2012 og medmindre andet er fastsat i denne forordning,  er det loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven. En person kan vælge, at, hvor den pågældende er statsborger, på det tidspunkt, hvor valget træffes, der skal anvendes ved behandlingen af bodelingen efter vedkommende. Læs mere herom på www.europa.eu.

Fra det praktiske liv kan oplyses, at det af § 9.8 i den spanske Código Civil i store træk er udtryk for, at et dødsboskifte i Spanien er underlagt afdødes personlige/nationale lovgivning på dødstidspunktet – uanset hvor aktiverne befinder sig. Videre vil udgangspunktet være, at indholdet af et testamente, udfærdiget i henhold til – som det udtrykkes – ”afdødes personlige lovgivning”, forbliver gyldigt; dog under forudsætning af, at denne ”personlige lovgivning” er respekteret så vidt angår tvangsarveregler.

For så vidt angår arveret i Frankrig, er der mange særlige grunde til at søge lokal juridisk bistand, særligt når det gælder sikring af en længstlevende ægtefælles fortsatte ret til at bebo en fast ejendom, når førstafdøde har særbørn. I familieforhold sikres fast ejendom på familiens hænder som hovedregel ved en fransk selskabstype, der i forkortet stand hedder SCI.

Nyttige links: Se særligt www.um.dk, der er Udenrigsministeriets hjemmeside, og hvor der skal søges på arv og skifte i udlandet, og videre www.borger.dk om arveafgift, www.udvandrer.dk og www.aeldresagen.dk. I alle tilfælde skal der søges på arv og skifte. For så vidt angår Frankrig, kan der læses mere på www.ditfrankrig.dk om franske arveregler, der gælder for fast ejendom m.v. Om henvisning af udenlandske  boer mv. til behandling i Danmark, jfr www.justisministeriet.dk og søg under ”dødsboer”.

2. Selve bobehandlingen

Ad 2 a - nordiske statsborgere/domicil i Norden

I den i pkt. 1 a nævnte konvention er der også indeholdt en række reguleringer vedrørende den praktiske behandling af dødsboer i de nordiske lande. Ifølge artikel 19, stk. 1, er udgangspunktet, at de regler, der gælder i den stat, hvor afdøde var bosat ved sit dødsfald, danner udgangspunkt for behandlingen af boet.

Hovedreglen er således, at kun ét land har kompetencen. Der er en væsentlig undtagelse i artikel 13, såfremt den afdøde ejer fast ejendom i et andet nordisk land. Ejer en udlandsdansker for eksempel et sommerhus i Danmark, vil der altid ved den lokale skifteret i den retskreds, sommerhuset er beliggende, skulle foretages et delskifte.

Ad 2 b – statsborgere med domicil udenfor Norden

Igen gælder, at udgangspunktet er, at den praktiske bobehandling skal finde sted i domicillandet.

Torben Svenné Schmidt skriver i den førnævnte bog på side 144, at der ikke i dansk ret findes lovfæstede regler om anerkendelse af fremmede skifter, men at hovedreglen er, at sådanne fremmede skifter anerkendes, således at bobehandleren kan forvente at få overført aktiverne til domicillandet. Med hensyn til fast ejendom, beliggende i Danmark, er forholdet det, jf. også nedenfor under boafgiftsafsnittet, pkt. 3, at der af værdien af den faste ejendom skal betales boafgift i Danmark. Hvorvidt den faste ejendom skal afvikles som en del af et skifte i Danmark, afhænger af de nedenfor i dette afsnit nævnte internationale procesretlige regler og Justitsministeriets godkendelse.

Igen kan der være store forskelle på de enkelte landes konkrete bobehandlingsregler. For eksempel er det ikke i Spanien et krav, at aktiver, der befinder sig udenfor Spaniens grænser, medtages til beskatning i Spanien. Der er ikke i boafgiftslovgivningen/skattelovgivningen i Spanien hjemmel til at opkræve skat/aktiver, der befinder sig udenfor Spanien. Der er dog ikke noget til hinder for, at den spanske bobehandler medtager alle aktiver under bobehandlingen.

Mange lande godkender det såkaldte universalprincip, hvilket er ensbetydende med, at når afdøde på dødstidspunktet havde domicil i udlandet, skal det undersøges, hvorledes skifteretten er i det konkrete land, for så vidt angår afvikling af aktiver, der beror i udlandet. Hovedreglen vil være, at skifteretssystemet er baseret på det, som betegnes som ”The Principle of Unity of Succession”, forstået på den måde, at afdødes aktiver afvikles med udgangspunkt i det skifte, der finder sted, hvor afdøde havde domicil/bopæl. Hvor ”mere eller mindre besværligt” dette kan være, fremgår af de praktiske bemærkninger nedenfor, og særligt i Commonwealth-lande, herunder særligt U.K, vil der under alle omstændigheder alligevel skulle ansøges om et ”Grant of Probate”, og dette gælder særligt, når der skal afvikles fast ejendom. Jeg henviser herved til de allerede nævnte praktiske bemærkninger nedenfor.

De kompetenceregler, der i øvrigt gælder for behandling af dødsboer, hvor afdøde ikke havde hjemting/bopæl i Danmark, findes i dødsboskiftelovens §§ 2 og 3. Opmærksomheden henledes på, at det er hjemvisningsregler, og at det er Justitsministeriet, der træffer beslutning om, hvorvidt behandlingen af dødsboet helt eller delvist kan finde sted ved en dansk skifteret. Betingelserne for behandling af boet ved dansk skifteret er anført i dødsboskiftelovens § 2, stk. 2, nr. 1 og 2, og enten skal afdøde have haft dansk indfødsret eller særlig tilknytning til Danmark og efterlade sig aktiver, der ikke kan inddrages under en bobehandling i udlandet, eller også skal afdøde efterlade sig aktiver i Danmark, der ikke kan inddrages under en bobehandling i udlandet.

Der kan læses mere detaljeret herom på Justitsministeriets hjemmeside www.justitsministeriet.dk, hvor der skal søges på civilret/arveretlige emner/dødsboer. Det vil fremgå heraf, at Justitsministeriet i medfør af dødsboskiftelovens § 2, stk. 2, kan henvise boet efter en person, der ved sin død ikke havde fast bopæl i Danmark, til behandling ved en dansk skifteret. Dette forudsætter imidlertid at der ikke skiftes efter den pågældende i udlandet, eller at et skifte i udlandet ikke omfatter de aktiver, der ønskes henvist til skifte i Danmark. Er der således, som det er anført ovenfor, med udgangspunkt i det nævnte universalprincip, tale om at aktiverne kan afvikles fra f.eks. Schweiz som domicilland, ville Justitsministeriet ikke henvise skiftet til en dansk skifteret. Det må derfor undersøges om et aktiv i Danmark af domicillandets skifteret agtes inddraget under skiftebehandlingen her.

Såfremt Justitsministeriet godkender, at en dansk skifteret skal behandle boet, tilrådes det, at der udstedes proklama.

Ved en sådan henvisning til en dansk skifteret har Justitsministeriet selvsagt ikke forholdt sig til, hvilke arveretlige regler, der skal gælde. Dette vil typisk være reglerne i det land, hvor afdøde havde domicil, men jf. også ovenfor, for så vidt angår anerkendelse af testamenter.

For så vidt angår lovvalg ved dødsboskifte, er der af EU vedtaget en forordning nr. 650/2012 den 4. juli 2012. Forordningen regulerer i hvilket land, en arvesag skal behandles, og den indebærer blandt andet, at en EU-borger har rådighed over, hvor en arvesag skal afgøres, herunder hvilket regelsæt, der skal gælde. Hovedreglen er, at det er domstolen i afdødes – sædvanlige – opholdsland på dødsfaldstidspunktet, der tager boet under behandling, og at det er de arveretlige regler i det førnævnte land, der skal anvendes. Der er adgang til lovvalg.

Reglerne finder anvendelse på personer, der afgår ved døden efter den 17. august 2015. Som det er omtalt ovenfor vedrørende oprettelse af testamenter i EU-lande, gælder reglerne ikke i Danmark, idet Danmark har et retligt EU-forbehold.

Praktiske bemærkninger/gode råd vedrørende hjemtagelse af aktiver fra udlandet
Fast ejendom
Her vil udgangspunktet i de fleste lande være, at såfremt de hylder universalprincippet, jf. ovenfor, kan der fra domicillandets side af bobehandleren ske salg af den boet tilhørende faste ejendom. Jeg har allerede været inde på undtagelsen i form af salg af fast ejendom i England, der kræver et Grant of Probate. Salg af fast ejendom i Spanien forudsætter, at afdøde eller arvingerne har et såkaldt N.I.E. nr., og der skal forevises døds- og begravelsesattest samt være en fuldmagt fra arvingerne til den, der skal sælge ejendommen. N.I.E. nr. kan fås på den lokale spanske politistation, men der må forventes en meget lang ventetid, hvorfor nr. alternativt fås ved henvendelse til den spanske ambassade. Om N.I.E. nr. i øvrigt, se omtalen på www.sydspanien.dk og søg under N.I.E.

Om fast ejendom/bolig i Spanien, se i øvrigt www.ditspanien.dk. Bobehandlere, der har med boer at gøre, hvor der er fast ejendom i Spanien, skal særligt være opmærksomme på, at det kan have alvorlige konsekvenser ikke at betale et ejerforeningskontingent, grundejerforeningskontingent eller fremfor alt ejendomsskatten – den såkaldte IBI. De spanske myndigheder er ikke bundet af den danske dødsboskiftelovs § 58 m.fl. om, hvorledes et dødsbos aktiver bedst muligt kan afhændes.

Der er et testamentsregister i Spanien, og på baggrund af blandt andet disse oplysninger, kan der udfærdiges et arveskøde, som skal underskrives foran en notar i Spanien. Salg af ejendom i Frankrig sker gennem en notar, og jeg har selv med udgangspunkt i en dansk skifterets udstedte bobestyrerattest forestået et salg af en ejendom. Kort og godt gælder det om at få afklaret, hvad de enkelte landes skifteretssystemer kræver, når der skal sælges fast ejendom. Vi kan altid bistå med en afklaring heraf, jf. www.jca-lawyers.com.

Om en dansk skatteyders gaveoverdragelse af en ejendom i Frankrig til sine livsarvinger og efterfølgende overdragelse til et fransk selskab, se Skatterådets udtalelse SKM2013.789SR i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2014 side 161 ff, hvor der er en meget detaljeret beskrivelse af de meget specielle regler om opdelingen i fuld ejendomsret og brugsret.

Mine nyeste erfaringer vedrører fast ejendom i respektive Tyrkiet og Grækenland. Jeg skal her bemærke, at jeg vedrørende en lejlighed, tilhørende et insolvent dansk dødsbo, fik bistand af vores advokatforbindelse i Istanbul – se www.jca-laywers.com –, og det forholder sig således i Tyrkiet, at når en person, der ejer fast ejendom, dør, kan ejendomsrettighederne overføres til arvingerne, der i den forbindelse påtager sig afdødes gældsansvar. Såfremt arvingerne ikke ønsker en sådan overførsel af ejendomsretten – for eksempel fordi boet er insolvent –, skal der gennemføres en form for konkursbehandling. Det er naturligvis tyrkisk lovgivning, der finder anvendelse. Det tyrkiske ejendomsregister foretager ikke som udgangspunkt nogen nærmere undersøgelse af forholdene i Danmark, men forholder sig til, hvem der er anført som arvinger i det lovpåkrævede arvecertifikat. Videre skal der forefindes en erklæring om, at alle lokale skatter er blevet betalt. Jeg vil tilråde, at der søges lokal bistand i sådanne sager.

Hvad angår fast ejendom i Grækenland, har jeg været involveret i et dansk bo, der var insolvent, og hvor afdøde ejede to lejligheder i Athen, hvilke lejligheder var uden gæld. Foreløbig har jeg fra den revisor, der har rådgivet afdøde fået oplyst, at revisoren ikke vil bistå med at overføre et eventuelt salgsprovenu til Danmark. Det er videre oplyst, at livsarvingerne – uagtet at det er det insolvente bo i Danmark, der skal oppebære et salgsprovenu –  i Grækenland kan sælge lejlighederne. I en sådan situation gælder det derfor om at sikre sig, at arvinger i Danmark nøje er gjort bekendt med, at de i givet fald risikerer et erstatningsansvar, såfremt salgsprovenuet ikke allokeres til det insolvente dødsbo i Danmark. Jeg henviser herved til bemærkningerne ovenfor under Salg af fast ejendom i Frankrig.

Bankindeståender/depoter
Baseret på personlige erfaringer kan jeg, for så vidt angår hjemtagelse af bankindeståender i engelske banker, oplyse, at den engelske bank typisk vil forlange en bekræftet kopi af dødsattesten og således, at bekræftelsen er underskrevet af en advokat, en notar eller en bank. Videre skal den danske bobehandler fremsende bekræftet kopi af personlige identifikationspapirer og således, at bekræftelsen er foretaget af én af de førnævnte. Der skal også underskrives en hæveerklæring vedrørende de relevante konti/depoter. Mit personlige udgangspunkt har derfor ved flere lejligheder været, at det ikke er nødvendigt at entrere med et advokatfirma i England. Ved udbetaling af et beløb på under 15.000 £ forlangte Barclays Bank en såkaldt ”Solicitors Indemnity”, der var en standardformular, der skulle underskrives af en advokat. De førnævnte udbetalinger fra engelske banker er omhandlet af Administration of Estates (small payments) Act 1965, hvor det nuværende maksimumbeløb, der kan udbetales på denne noget uformelle måde er 5.000 £; det kan åbenbart beløbsmæssigt variere fra bank til bank.

For større udbetalinger op til 25.000 £ gælder Trustees Savings Bank Regulations 1972, Reg 41. Udbetaling kan ske til en personlig repræsentant uden en skifteretsattest og under helt konkrete omstændigheder.

Senest har jeg i en sag, hvor der var et indestående i Barclays Bank på ca. DKK 800.000,00, fra vores engelske advokatforbindelse (www.jca-lawyers.com/members/uk) fået oplyst, at der i dette tilfælde skal foreligge:

  1. Grant of Letters of Administration in the UK
  2. Death Certificate
  3. Affidavit of Foreign Law
  4. Full details of all accounts
  5. Form IHT205
  6. The Danish Grant of Probate/Power of Attorney from all Danish heirs
  7. Oath to be sworn by whomever is applying for the Grant
  8. A letter of authority concerning instruction to act on behalf of the death estate

Der er ifølge den engelske advokat intet til hinder for, at en arvingsrepræsentant med de fornødne fuldmagter og de førnævnte dokumenter selv forestår hele sagsbehandlingen. Hvor realistisk dette er, må man selv bedømme ... Baseret på en frisk erfaring vedrørende hjemtagelse af aktiver fra CBH Bank i Geneve kan oplyses, at dét, banken forlangte af dokumentation, var følgende:

  • En original skifteretsattest på engelsk og af hvilken skifteretsattest det fremgik, hvem der var arvinger og således berettiget til at råde på boets vegne.
  • Dødsattest på dansk vedhæftet en oversættelse, foretaget af en autoriseret translatør.
  • Kopi af pas, hvor kopien skulle signeres af en skifteretsdommer.
  • Alle tre dokumenter skulle bekræftes af en advokat, hvilket var et krav fra bankens side.

Hvad angår overførsel af aktier eller salg af disse, er forholdet det, at Danmark ikke er et land, der er omfattet af den såkaldte Colonial Probates Act 1892, og derfor er det nødvendigt at rette henvendelse til en lokal ret med henblik på at få udpeget en bobestyrer i England. Salg af værdipapirer er strengt reguleret i England, hvorfor det tilrådes at få en sådan lokal bobestyrer, der er vant til at samarbejde med engelske børshandlere.

Hvad særligt angår instruks til en engelsk vekselerer om salg af værdipapirer, har jeg været udsat for, at vekselererfirmaet forlangte, at der skulle antages en engelsk advokat, som efter engelsk retspraksis skulle have et – som det hedder – ”Grant of Probate from an UK Court”.

Hvad angår en afdøds eventuelle indeståender i danske pengeinstitutters afdelinger – særligt for så vidt angår post mortemfuldmagter - i Luxembourg, henviser jeg til bemærkningerne nedenfor under pkt. 3.

En del udlandsdanskere har haft/har bankindeståender i pengeinstitutter i Gibraltar. Her er forholdet det, at den danske bobehandler straks bør antage en lokal advokat. På samme måde som bemærkningerne ovenfor vedrørende bankindeståender i England skal der fremskaffes engelske oversættelser af dødsattesten og skifteretsattesten og videre af et eventuelt testamente. Det er en temmelig bureaukratisk affære, idet der skal finde en egentlig bobehandling sted i Gibraltar, og det er Gibraltars højesteret, der udnævner en lokal advokat som bobestyrer.

Hvad angår et ikke helt usædvanligt forhold, nemlig diverse bankkonti og depoter i banker på Jersey, vil der være tale om, at der på Jersey skal opnås et Grant of Probate. En i England bosiddende advokat kan få dette, men det vil ikke være særligt praktisk.

Efterhånden bliver det også mere udbredt, at danske statsborgere bosætter sig i Thailand. Jeg ved af personlig erfaring, at det er muligt som dansk advokat at blive antaget som bobestyrer i et sådant bo. Det sker ved den lokale byret (Municipal Court). Der kræves en lang række detaljerede oplysninger, og mit råd er at benytte sig af den danske ambassades advokatkontors forbindelse. Der skal udstedes en såkaldt power of attorney til advokaten.

Hvad angår bobehandling i Spanien, vil jeg anbefale, at der indgås aftale med en lokal spansk advokat, og specielt i Sydspanien er der flere dansktalende advokater med indgående kendskab til spansk arve- og skatteret.

For så vidt angår Frankrig, er der ovenfor under pkt. 2 b givet oplysning om de specielle regler, der gælder fast ejendom. Hjemtagelse af for eksempel bankindeståender fra Frankrig, er en myriade af formelle krav, hvor alle dokumenter skal være oversat til fransk og legaliserede, og der skal afgives en række erklæringer. Ekspeditionstiden kan godt være op til ét år – uanset, om man selv mener at have opfyldt alt til punkt og prikke.

Særligt for så vidt angår fast ejendom gøres opmærksom på, at den franske arvelov er markant anderledes end den danske, og det får konsekvenser for en eventuel efterlevende ægtefælle, og tvangsarvereglerne er også mere gunstige efter fransk ret. Helt grotesk bliver det i et dansk insolvent bo, der ejer fast ejendom i Frankrig, hvor det i visse tilfælde kan være nødvendigt at få de danske arvinger til skriftligt – og gerne for notaren – at  bekræfte, at de er enige i, at det er de danske kreditorer, der skal have provenuet fra et salg af den førnævnte ejendom i Frankrig.

Hvad angår hjemtagelse af bankindeståender fra schweiziske banker, har dette kunnet – for eksempel i et genoptagelsesbo – ske ved fremsendelse af boopgørelsen og en kopi af skifteretsattesten på engelsk, men i øvrigt bekræftet af en advokat (en anden end bobestyrer!). Det kan muligvis være forskelligt fra bank til bank. I det konkrete tilfælde var det UBS Bank AG. For at få bankindeståendet med UBS Bank AG udbetalt, blev der krævet følgende oplysninger:

  • En såkaldt Close-out order, underskrevet af bobestyreren,
  • En bekræftet kopi af bobestyrers pas, hvor bekræftelsen kunne foretages af en advokat-kollega, og
  • Skifteretsattest på engelsk – den originale version –, forsynet med påtegning fra en advokat.

Hvad angår hjemtagelse af et bankindestående fra en portugisisk bank – Banco Espirito Santo – var det fornødent med en portugisisk, bekræftet oversættelse af den danske skifteretsattest, hvorefter indeståendet blev overført til boets konto. Banken havde videre fået en portugisisk oversættelse af et brev fra skifteretten, hvori var angivet, hvilke arvinger, der var i boet.

Hvad angår overførsel af afdøde kontohaveres tilgodehavender i norske banker – arvingerne var bosat i Norge –, skulle der fremsendes en skifteretsattest (på dansk), en såkaldt opgørelsesanmodning og skiftefuldmagter fra arvingerne. Herefter blev indeståendet udbetalt fra DNB Banks side.

Om praktisk bobehandling, begravelse m.v. i Sverige, se i øvrigt www.oresundsdirekt.dk og fremfor alt www.skatteverket.se/bouppteckning, der meget detaljeret beskriver reglerne for bobehandling i Sverige, hvorved i øvrigt kan oplyses, at danske advokater stort set uden videre kan forestå en bobehandling i Sverige, hvilket vort kontor for eksempel med stort held har medvirket til.

Husk i alle tilfælde, hvor der benyttes lokale advokater, at få afklaret, hvorvidt der gælder en pligt til at indsætte oppebårne beløb på særligt sikrede klientkonti, og også om der foreligger en form for kautionsforsikring. Dette er for eksempel ikke tilfældet i Østrig, hvor jeg var udsat for, at en advokat i Wien, der havde forestået salget af en skihytte, gik konkurs. Det lykkedes på anden vis at få sikret salgssummen.

Med hensyn til hjemtagelse af aktiver fra USA vil jeg som udgangspunkt anbefale, at der antages en lokal advokat, idet det kan være ganske besværligt at få for eksempel bankindeståender m.v. overført til Danmark. Hvad særligt angår pensionsordninger, oprettet i USA, gælder der meget komplicerede regler – også set i relation til danske tilsvarende ordninger! Non-US-citizens – også selvom de er gift med en US-citizen – beskattes meget kraftigt af pensionsordninger. Der findes specialfirmaer, der rådgiver herom. Jeg foreslår en søgning på www.wikipedia.org under estate tax in The United States og lignende søgeparametre; eller for den sags skyld, at der også her søges sagkyndig rådgivning, hvilket vi naturligvis kan bidrage med henvisninger til.

Særligt om Apostille-konventionen (Haagerkonventionen af 5. oktober 1961), herunder legalisering af dokumenter

Jeg henviser til Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk, hvor der skal søges under ”Apostille”, og som det vil fremgå, kan der nu typisk ske legalisering i form af en enkelt påtegning i form af et Apostille-stempel i Udenrigsministeriet. Som det vil fremgå, indeholder det førnævnte stempel oplysning om, hvilken myndighed underskriveren af dokumentet tilhører, og hver Apostille får et specifikt nummer, og de enkelte oplysninger arkiveres. Apostille-stemplet er både på dansk og på engelsk. Læs i detaljer om dette på ministeriets hjemmeside, hvor der også er oplysninger om de ca. 100 lande, som har tiltrådt Apostille-konventionen, heriblandt alle EU-lande.

Nyttige links: Jf. ovenfor under pkt. 1b in fine.

3. Boafgift/skat i boer og af udbetalinger fra udenlandske fonde/gaveafgift/i øvrigt

Ad boafgift

Den danske boafgiftslovs § 9, stk. 1, har følgende ordlyd:

Når en afdød person ved dødsfaldet havde hjemting her i landet, omfatter afgiftspligten hele afdødes formue, uanset hvor den befinder sig.

Og stk. 2 har følgende ordlyd:

Havde afdøde ikke hjemting her i landet, omfatter afgiftspligten faste ejendomme og tilbehør hertil, samt formue tilknyttet faste driftssteder her i landet.

Det vil sige, at udlandsdanskere, der har fast ejendom i Danmark, jf. også ovenfor, er i den situation, at der i deres dødsbo skal betales boafgift af det provenu, der kommer ind fra salget af fast ejendom, beliggende i Danmark.

I øvrigt er udgangspunktet, at afgiftsberegning/beskatning sker i domicillandet, jf. reglerne gengivet ovenfor. Har afdøde derfor kendt bopæl i Danmark, udløser dette afgiftspligt, og det gælder videre, såfremt boet eller dele af boet henvises til et skifte i Danmark. Disse regler fremgår af dødsboskiftelovens § 2.

For en ordens skyld bemærkes, at arvinger, der er bosat i udlandet, selvsagt må finde sig i, at der beregnes boafgift i henhold til de danske regler, når afdøde i øvrigt havde domicil i Danmark. Dette fremgår af boafgiftslovens § 9, stk. 1, jævnfør denne bestemmelses ordlyd lige ovenfor, der fastlægger, at hvis en afdød person ved dødsfaldet havde hjemting i Danmark, omfatter afgiftspligten hele afdødes formue og dette uanset, hvor den befinder sig.

Når dette er anført og skatte- og afgiftsfritagelse for arv fra udlandet, henledes opmærksomheden på, at SKAT gennem de seneste år har kigget nærmere på bankkonti placeret i udlandet, hvor indehaverne af disse konti har eller har haft relation til Danmark. Det kan f. eks dreje sig om Gibraltar, Luxembourg, New Zealand og Australien. Det er derfor kort sagt afgørende, om den førnævnte afgiftsfritagelse  for arv fra udlandet til en i Danmark bosat arving, vedrører en bobeholdning, som arvelader så at sige ikke har akkumuleret ved at unddrage sig skattepligt i Danmark

Der kan i dobbeltbeskatningsoverenskomster være indeholdt regler om nedsættelse af den danske afgift med et tilsvarende beløb, der måtte være betalt i udlandet.

Opmærksomheden henledes på, at en EU-dom fra 2014, der vedrører udlændinges dødsboer, behandlet i Spanien, men hvor arvingerne bor udenfor Spanien, har fastslået, at der kan være tale om forskelsbehandling i forhold til spanske arvinger. Praksis i Spanien er, at der er stor forskel i måden, som bosiddende og ikke-bosiddende er blevet pålagt arveafgift. Hvorvidt der i tilfælde, hvor der allerede er betalt arveafgift, kan være belæg for tilbagesøgning må der ske konsultation af en spansk advokat om.

Ad diverse former for skat

Om skattepligtige boer henvises der til www.skat.dk, og i øvrigt kan der læses supplerende på vores hjemmeside www.homannlaw.dk under artikler om dødsbobehandling/skattepligtige boer.

Som en helt særlig diskussion om, hvorvidt udbetalinger fra engelske eller amerikanske fonde/trusts er arv eller gaver eller beløb til indkomstbeskatning, findes der en række både artikler og retsafgørelser. Generelt kan nok siges, at der skal en del til, før en udbetaling fra en trust i et af de førnævnte lande til en modtager med bopæl i Danmark, kan betragtes som arv og ikke en gave. Er det en gave, vil den udløse boafgift. Der kan læses nærmere om sådanne forhold i SKATs ligningsvejledning. Begrebet ”trust” eksisterer ikke som en officiel del af en juridisk person i dansk ret, og det kan som udgangspunkt ikke sammenlignes med en dansk fond, idet der ikke er foretaget en såkaldt ”uigenkaldelig og effektiv udskillelse” fra trust-opretterens side, jf. herved også www.skat.dk, hvor der er angivet en lang række eksempler.

Der vil ikke kunne gives gaver til modtagere, der har bopæl i Danmark, uden at der skal betales gaveafgift eller indkomstskat, såfremt gavemodtagerne er uden for den gaveafgiftskreds, der er nævnt i boafgiftsloven. Dette gælder for eksempel søskende eller nevøer/niecer.

Der er selvfølgelig stor forskel på beskatningsreglerne i de forskellige lande, og særligt kan jeg konstatere, at der for så vidt angår spanske og franske forhold ved låneoptagning kan ske en begrænsning af afgifts-/skattepligten.

Udlandsdanskere, der er bosat i Frankrig skal være opmærksomme på, at det er lovpligtigt at udfylde en særlig formular om bruttoarvens størrelse i Danmark og videre, at der skal indsendes dokumentation til den franske skattemyndighed i form af boafgiftberegning i Danmark, herunder at den er endeligt beregnet, dødsattest mv. Den i Danmark betalte boafgift krediteres i Frankrig og efter et særligt bundfradrag  beregnes der  efter en progressiv skala  supplerende boafgift.

I England kan der også være beskatningsmæssige  overraskelser i dødsboer – både hvad angår fortjenester på værdipapirer, herunder det særlige engelske fænomen, at der er opkøbt misligholdte pensionsaftaler.

Det kommer måske også som en overraskelse for nogle, at arveafgiften i England rent faktisk er på 40 %, men dog således, at der p.t. er et bundfradrag på 325.000,00 £. Afgiften beregnes af værdien af en port folio af værdipapirer, bankindeståender og værdien af fast ejendom. Afgiftsberegningen vil blive foretaget uanset, om der i øvrigt måtte være en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et andet land, hvor afdøde havde domicil. Konkret har jeg selv haft en sag med en dansker, der havde domicil i Schweiz, men aktiver i England.

Hjemlen til at beregne arveafgift findes i Inheritance Tax Act 1984 (kaldet IHTA), og ifølge section 4 (1) bestemmes det, at arveafgiften forfalder på samme måde, som hvis – som det hedder på engelsk  - ”the deceased had made a transfer of value …”. Ifølge section 5 (1) er det bestemt ”that a person’s estate is the aggregate of all the property to which he’s beneficially entitled…”, og endelig er det i section 6 (1) anført ”that property outside the United Kingdom is excluded property if the person beneficially entitled to that property is domociled outside of the UK”.

Om boafgifter og skat i Frankrig og England se f. eks følgende hjemmesider: www.sykesandersson.com; www.french-property.com og www.hmrc.gov.uk

Hvad angår fast ejendom i Sverige, er der – uanset om et dansk bo i øvrigt måtte være skattepligtigt i Danmark – tale om, at fortjeneste på et ejendomssalg skal beskattes i Sverige. Se herom på www.skatteverket.se. Efter gældende regler er det 2/3 – som det er i øjeblikket, i hvert fald – af fortjenesten, der skal beskattes, og der er skattemæssigt fradrag ved tab!

Ad praktiske råd

Som bobehandler/arving skal man særligt være opmærksom på, hvis afdøde havde konti i banker i udlandet. Jeg har selv blandt andet været involveret i et bo, hvor der 12 år efter skete genoptagelse som følge af, at det blev konstateret, at afdøde havde et større bankindestående i Schweiz. Udover, at det udløste tillægsboafgift, udløste det også en beskatning i Danmark, hvor afdøde var hjemmehørende.

Et andet specielt forhold kan være de post mortem-fuldmagter, som specielt pengeinstitutter i Luxembourg opretter, og som angiveligt er i overensstemmelse med Code Civil-lovgivningen, idet en sådan fuldmagt respekteres af det konkrete pengeinstitut under forudsætning af, at fuldmagtshaveren alene skal bekræfte overfor banken, at alle arvinger er informeret om fuldmagten. Der kan herefter ske udbetaling af bankindeståenderne i Luxembourg til den eller de personer, som fuldmagtshaveren ønsker beløbene allokeret til.

Dansk ret anerkender ikke sådanne fuldmagter, og det må givetvis i hvert enkelt bo undersøges, hvorvidt der er kreditorer/arvinger, som forfordeles. Det er ikke noget nyt problem, hvilket fremgår af dommen UfR1977.418H, hvor en schweizisk bank nægtede at give oplysninger om, hvem der var foretaget udbetalinger til. Den skønnede formue i Schweiz blev inddraget under det danske skifte.

--oooOooo---

Yderligere oplysninger om reglerne, herunder assistance, kan fås ved henvendelse til advokat Bent-Ove Feldung.